Statsligt autoriserede landevejskroer opstod som følge af, at statsmagten – kongen – anså det for sin opgave at sørge for, at de rejsendes behov for overnatning og et billigt måltid under rejsen kunne opfyldes.
Tilbage i 1396 havde Margrethe den 1. udstedt et påbud om at ”hver foged lader bygge kro for hver fjerde mil”.
Senere - i 1521 - udstedte Kong Christian den 2. sin forordning om 28 kroer, som skulle betjene de vejfarende imellem de sjællandske købstæder for hver 2. - 3. mil.
Et privilegium – en tilladelse på bestemte vilkår – til at holde kro blev udstedt til en bestemt person, og gik ikke i arv. Hver ny krovært skulle ansøge om at få privilegiet fornyet, og indehaveren af privilegiet skulle betale en årlig afgift til statskassen. En privilegeret kro var udelukkende til brug for de rejsende, og den lokale befolkning måtte ikke komme der.
Med lov om beværtning og gæstgiveri samt om handel med stærke drikke af 10. maj 1912 indførtes et bevillingssystem, og systemet med kgl. privilegerede kroer forsvandt dermed.
Oprindeligt havde Enkefrue Geheime-konferencerådinde Raben Levetzau til Beldringe fået bevilling af Kong Frederik den 6. den 1. februar 1827, til at flytte det værtshus i Ugledige By, som lå på landevejen mellem Vindbyholt, Præstø og Vordingborg til et sted, mellem Dyrlev og Udby By på den nye landevej mellem Køge og Vordingborg.